EGU
Erhvervsgrunduddannelse
EGU er for dig, der gerne vil i praktik i en virksomhed, hvor du lærer gennem joberfaring. Det kan eksempelvis være som medhjælper på et plejehjem, i en tømrervirksomhed eller i en butik.
Jeg er i praktik i en børnehave, og det kan jeg supergodt lide. Her får jer meget erfaring og ikke mindst et godt netværk. Det er et plus, når jeg skal søge ind på hovedforløbet som pædagogisk assistent.
Jack, 24 år – EGU
En udddannelse med masser af praktik
På EGU er du i praktik størstedelen af tiden, men du deltager også i et skoleforløb, hvor du får undervisning, som du kan bruge i din praktik.
Du bliver undervist i dansk/dansk som andetsprog, matematik og PASE (Privatøkonomi, Arbejdslære, Samarbejdslære, Erhvervslære). Derudover har du mulighed for at tage relevante AMU-kurser, så du eksempelvis kan få et hygiejnebevis eller truckcertifikat.
Et afsluttet EGU-forløb giver dig mulighed for at fortsætte på en erhvervsuddannelse eller i et job.
Niveauer
- G-niveau svarer til 9.-klasseniveau
- E-niveau svarer til 10.-klasseniveau
- D-niveau svarer til et niveau over 10. klasse
Din individuelle plan
Før du starter på FGU, udarbejder du en uddannelsesplan sammen med din UU vejleder. Sammen finder I ud af, hvad dine mål for dit FGU-forløb er.
Når du starter på FGU, skal du lave en forløbsplan sammen med din EGU-vejleder på skolen. Her skal I finde frem til, hvilke fag du skal have, og hvilke niveauer du skal begynde på. FGU er en fleksibel uddannelse, hvor du – sammen med din EGU-vejleder – har mulighed for at ændre din plan undervejs.
Prøver
Du skal til prøve, hvis du afslutter dit faglige tema på FGU-niveau 3. Prøveformen afhænger af det faglige tema, du har valgt – du kan læse mere i fagbilagene.
Prøven i det faglige tema bedømmes bestået/ikke bestået.
Derudover skal du til prøve i dansk, matematik og PASE. Prøverne i de almene fag bedømmes efter 7-trinsskalaen. I dansk og matematik er prøveformen portfolioprøve. Prøveformen i PASE er en praktisk prøve over flere dage.
Optag
Der er løbende optag på EGU, og du kan starte, når du har fået en praktikplads. Du får hjælp til at finde en praktikplads.