Lærer til nyt undervisningstilbud i samarbejde med Jobcenter Vejle
Vi søger en lærer til et spændende samarbejde mellem FGU Trekanten og Jobcenter Vejle.
Samarbejdet retter sig mod 18-20-årige, der er tilknyttet Jobcenter Vejle. De vil indgå i et forløb, der kombinerer undervisning og erhvervstræning hos lokale virksomheder. Målet er at klæde de unge på til at gennemføre erhvervsgrunduddannelsen (EGU).
Undervisningen foregår hos Jobcenter Vejle og på besøg hos lokale virksomheder. På jobcenteret vil eleverne lære om arbejdspladskultur, samarbejde og erhvervslære, samtidig med at de deltager i fællesskabsfremmende aktiviteter. Vi forestiller os, at relevante temaer fx kan være konflikthåndtering, personlige styrker og ABC for mental sundhed.
Efter undervisningsforløbet skal eleverne i erhvervstræning hos lokale virksomheder. Din opgave bliver – i tæt samarbejde med Jobcenter Vejles virksomhedsservice og FGU Trekantens virksomhedsteam – at sikre erhvervstræningspladser og udvikle stærke relationer med virksomheder.
Hvem er du?
- Du har erfaring med undervisning og er fx uddannet folkeskolelærer.
- Du kan arbejde systematisk, struktureret og nytænkende.
- Du har kendskab til og gerne erfaring med FGU-målgruppen.
- Du har viden om arbejdsmarkedet i Vejle og forbindelser til lokale virksomheder.
- Du kan samarbejde med både interne og eksterne partnere.
- Du har tålmodighed og lyst til at arbejde med unge mennesker.
Tværfagligt fællesskab og frie rammer
Du får arbejdsplads på vores skole på Boulevarden i Vejle, hvor du bliver en del af et stærkt kollegialt fællesskab, hvor alle arbejder ambitiøst for at levere et godt undervisningstilbud til vores elever. Derudover kan du forvente:
- et stærkt tværfagligt fællesskab og netværk
- frie rammer til selv at planlægge din hverdag
- et godt socialt miljø, hvor trivsel har høj prioritet
- mulighed for uddannelse.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn aftales på basis af overenskomst med Uddannelsesforbundet og i forhold til din baggrund og erfaring.
Vi holder samtaler løbende og ønsker stillingen besat den 1. januar. Din ansøgning skal sendes via Jobindex – her.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelseschef, Torben Palle Nielsen eller vicedirektør, Per Jensen.
- {{location.name}}