ESG-projektleder med særlig interesse for didaktik og pædagogik
Vil du være med til at udvikle FGU Trekantens arbejde med bæredygtighed - og styrke bæredygtig dannelse og læring på tværs af vores fem skoler?
Vi søger en engageret projektleder, der bliver ansvarlig for at drive og implementere et bæredygtighedsprojekt, som skal udvikle FGU Trekantens ESG-regnskabsramme og integrere bæredygtig dannelse i undervisningen. Det indebærer blandt andet, at du er med til at udvikle værktøjer til at måle og rapportere vores ESG-indsatser, og at du bidrager til at udvikle rammer og undervisningsforløb, der kobler fagligt indhold med bæredygtighedstemaer.
Projektet vil blive udviklet og opstartet på én af vores fem skoler – og vil løbende blive implementeret på de øvrige fire skoler.
Hvem er du?
Vi forventer, at du har solid viden om bæredygtighed og gerne erfaring med ESG-regnskaber kombineret med en relevant videregående uddannelse. Derudover ser vi gerne, at du:
- har erfaring med projektledelse.
- har interesse eller erfaring inden for didaktik, undervisning og pædagogik.
- kan se på tværs, ind og igennem forskellige erhvervsfagligheder
- er systematisk, struktureret og nytænkende i dit arbejde.
- er udadvendt og forstår at samarbejde på tværs af interne og eksterne samarbejdspartnere herunder virksomheder, øvrige ungdomsuddannelser, kommuner og foreninger for at sikre praksisnær tilgang til ESG
- kan sikre kompetenceudvikling af FGU Trekantens medarbejdere.
Afhængig af din interesse og erfaring vil du også indgå i arbejde med FGU Trekantens øvrige projekter.
Tværfagligt fællesskab og frie rammer
Din arbejdsplads bliver på vores skole på Boulevarden i Vejle, og her bliver du en del af et stærkt kollegialt fællesskab, hvor alle arbejder ambitiøst for at levere et godt undervisningstilbud til vores elever. Derudover kan du forvente
- et stærkt tværfagligt fællesskab og netværk.
- frie rammer til at selv at planlægge din hverdag.
- et godt socialt miljø og trivsel har høj prioritet.
- mulighed for uddannelse.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn aftales på basis af overenskomst med relevant faglig organisation og i forhold til din baggrund og erfaring.
Ansøgningsfristen er fredag d. 24. januar 2025. Samtaler afholdes d. 28. januar og d. 31. januar. Vi ønsker stillingen besat den 1. marts 2025. Din ansøgning sendes via Jobindex her.
Stillingen er tidsbegrænset til projektet, som løber over en toårig periode, men der vil være mulighed for forlængelse.
Hvis du vil vide mere om stillingen eller projektet, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Per Jensen på telefon 41 51 15 65 eller pej@fgutrekanten.dk.
Du kan læse mere om FGU Trekanten på www.fgutrekanten.dk og på vores sociale medier @fgutrekanten. Læs mere om projektet ESG-regnskab og bæredygtig dannelse på FGU Trekanten her.
Om FGU Trekanten
FGU (den forberedende grunduddannelse) er en uddannelse for unge i alderen 15-25 år, der endnu ikke har gennemført en ungdomsuddannelse eller er i beskæftigelse. Formålet med FGU er at give de unge kompetencer og motivation til at fortsætte på en ungdomsuddannelse eller at få et job. FGU Trekanten blev etableret den 1. august 2019 og har fem skoler fordelt mellem Vejle Kommune, Fredericia Kommune, Middelfart Kommune og Billund Kommune.
- {{location.name}}