Nyhed - 27 april 2022
Nyt tilbud til ukrainske nytilkomne
Krigen i Ukraine har tvunget mange mennesker på flugt. FGU er klar til at hjælpe, og derfor har FGU Trekanten i samarbejde med Sprogcenter Vejle oprettet undervisningstilbuddet ’Nye Muligheder’, der er målrettet ukrainske nytilkomne.
Formålet med et tilbud til unge, ukrainske nytilkomne er, at de får mulighed for at vedligeholde deres ukrainske sprog og kultur. Samtidig får de dansksproglige kompetencer til at kunne begå sig på en dansk arbejdsplads eller en dansk uddannelsesinstitution.
Tilbuddet opdeles i to linjer; en uddannelsesrettet linje og en arbejdsmarkedsrettet linje. På den uddannelsesrettede linje vil eleven efter en periode blive tilbudt et brobygningsforløb på en anden uddannelsesinstitution. På den arbejdsmarkedsrettede linje vil eleven blive tilbudt praktik i en virksomhed. På begge linjer vil eleverne desuden blive en del af de øvrige faglige og sociale arrangementer på FGU Trekanten.
FGU Trekanten vil blandt andet samarbejde med Klub Ukraina, herboende ukrainere og virksomheder, der ønsker at være samarbejdspartnere, om at skabe det bedst mulige tilbud til de ukrainske unge.
Alle elever visiteres til det rette tilbud af kommunens sprogcenter. Tilbuddet dækker kommunerne Fredericia, Vejle, Middelfart og Billund.
Artiklen er slut
Læs flere spændende artikler i vores nyhedsarkiv