Nyhed - 21 marts 2023

Nyt AAB-samarbejde skal hjælpe unge på Nørremarken

FGU Trekanten, AAB Vejle og Vejle Kommune går sammen om nyt tilbud til unge, hvor eleverne skal have deres dagligdag sammen med AAB Vejles medarbejdere i Finlandsparken.

Nyt AAB-samarbejde skal hjælpe unge på Nørremarken

FGU Trekanten åbner et nyt malerværksted i samarbejde med AAB Vejle og Vejle Kommune. Værkstedet og eleverne skal have sin dagligdag hos AAB Vejles medarbejdere i Finlandsparken. Tilbuddet er nemlig målrettet de unge i nærområdet, der ikke er i gang med uddannelse eller i job.

”FGU-uddannelsen skal kunne varetage individuelt tilrettelagt uddannelse for en stor ungegruppe. Ved at lave særligt tilrettelagte og målrettede tilbud til de unge i samarbejde med AAB Vejle og Vejle Kommune sikrer vi et sammenhængende tilbud med et kædeansvar fra alle partner. Det gavner både de unge, kommunen, arbejdsmarkedet og samfundet,” siger Leif Rye Hauerslev, der er direktør for FGU Trekanten.

Praksisnær uddannelse

På værkstedet vil de unge indgå i et samarbejde med AAB Vejles ansatte og øvrige samarbejdspartnere i en fremskudt indsats. En FGU-ansat maleunderviser står for den daglige undervisning i malerfaget, der både kan være af byggeteknisk eller kreativ karakter. De unge vil i forbindelse med undervisningen løse praksisnære vedligeholdelses- og forskønnelsesopgaver i boligforeningen.

”Vi er som boligorganisation rigtig glad for, at denne uddannelse kommer til at ligge lige midt i vores boligområde, Finlandsparken. Det vil helt sikkert være til gavn for både området og beboerne,” siger AAB Vejles direktør Michael Petterson. Han fortsætter:

”Samarbejdet med FGU betyder, at vi i AAB Vejle laver praktikpladser, hvor de unge, som en del af uddannelsen, kommer til at beskæftige sig med rigtige arbejdsopgaver i området. Vi er sikre på, at det er et stort plus for den igangværende udviklingsplan på Nørremarken og ikke mindst for de unge mennesker, som gennem denne uddannelse får brugbare, faglige kompetencer til cv’et og en meningsfuld beskæftigelse.”

Det synspunkt bakkes op af Michael Slot, der er formand for Den boligsociale bestyrelse og direktør for Teknik og Miljø ved Vejle Kommune:

”Vi er meget glade for samarbejdet med henholdsvis AAB Vejle og FGU Trekanten. Ønsket om at trække uddannelser til Nørremarken har været undervejs et stykke tid. Den boligsociale bestyrelse og Vejle Kommune ser et stort potentiale i samarbejdet til gavn for områdets beboere og de unge. Vi ser særligt frem til, at samarbejdet kommer til at dreje sig om at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne,” siger han.

Ansættelsesprocessen af FGU-underviseren er i gang, og eleverne skal efter planen starte på værkstedet den 1. august 2023.

Artiklen er slut

Læs flere spændende artikler i vores nyhedsarkiv

Luk

Find det hold, der passer dig

Holdbeskrivelsen laves af en chatbot, som kan være upræcis. Følg link for præcis beskrivelse. Chatbotten husker ikke dialogen. Så hver gang du skriver noget, startes en ny forespørgsel.