Elevportræt - 01 marts 2022

Ansøgning til ungdomsuddannelser: Nu ved Mascha, hvad hun vil

Ansøgning til ungdomsuddannelser: Nu ved Mascha, hvad hun vil

Foråret er en tid, hvor mange unge tager stilling til, hvilken vej de vil gå. Det er nemlig i marts, at der skal søges om optagelse på ungdomsuddannelser. For nogle er valget enkelt, men for andre kan beslutningen føles helt umulig.

Leif Rye Hauerslev er direktør for FGU Trekanten. For ham er det stort hver gang, en elev bliver klar til at søge videre mod en ungdomsuddannelse.

Det er en milepæl for mange unge, men beslutningen er ikke lige let for alle. Vi er stolte af de elever, der er blevet parate, og som vi kan sende godt videre mod uddannelse. Men vi er også meget stolte af de elever, der hver dag arbejder for at nå dertil. Det er præcis der, FGU viser sit værd, og det er præcis der, FGU skal anvendes i langt højere grad, fortæller han.
Mascha krydser fingre

Vores elev Mascha er en af dem, der har søgt om optagelse på en ungdomsuddannelse i 2022. Efter sommerferien håber hun, at hun skal møde ind på Social- og Sundhedsskolen i Vejle på uddannelsen som social- og sundhedsassistent.

”Jeg er blevet mere klar over, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Det føles godt at være på vej mod en uddannelse, som jeg kan bruge i fremtiden,” fortæller hun.

Efter 10. klasse startede Mascha på FGU. Dengang var hun ikke klar til at søge ind på en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, og hun vidste overhovedet ikke, at uddannelsen som social- og sundhedsassistent kunne være noget for hende.

”Jeg vidste slet ikke, hvad jeg ville dengang, og jeg skulle blive lidt mere parat rent fagligt til at komme ind på en uddannelse," siger hun.

Fik blod på tanden

Til daglig er Mascha elev på Sundhed & omsorg på vores skole på Boulevarden i Vejle. Her lærer hun at være sammen med store og små, når holdet besøger plejecentre og daginstitutioner. Det har været med til at give hende blod på tanden.

Før Mascha søgte om optagelse på Social- og Sundhedsskolen, var hun på et to ugers forløb på skolen for at sikre sig, at det var det rigtige for hende. I løbet af ugerne fik hun undervisning i temaer inden for det sundhedsfaglige område, ligesom hun kunne opleve skolen og miljøet helt tæt på.

”Det var virkelig fedt! Vi lærte om noget, jeg interesserer mig for, og så vidste jeg bare endnu mere, at det var noget, jeg ville,” fortæller hun.

Artiklen er slut

Læs flere spændende artikler i vores nyhedsarkiv

Luk

Find det hold, der passer dig

Holdbeskrivelsen laves af en chatbot, som kan være upræcis. Følg link for præcis beskrivelse. Chatbotten husker ikke dialogen. Så hver gang du skriver noget, startes en ny forespørgsel.